Om Arkiv for Detaljer

Arkiv for Detaljer udgiver dansk samtidslitteratur og en enkelt gang i mellem oversat litteratur, hvis forlæggeren forelsker sig i et værk, der endnu ikke er udkommet på dansk. I 2021 lancerede Arkiv for Detaljer serien Æter, der både afspejler forlagets interesse for esoteriske emner og for bogen som kunstværk i sig selv. Udgivelsernes visuelle udformning er generelt en vigtig del af forlagets profil.  

Arkiv for Detaljer blev stiftet i 2011 som en platform for tværæstetiske udgivelser. Forlaget drives af forfatter, redaktør og litteraturformidler Rikke Oberlin Flarup.

Flarup er uddannet cand.mag i visuel kultur fra Københavns Universitet og har arbejdet med litteraturformidling i mere end 10 år, bl.a. som leder af Poesiens Hus (2017-2020).

Her udviklede og iværksatte hun poesiformidlingsprojektet Poesiens Bus, som hun var kunstnerisk leder af frem til juni 2021. Fra 2016-2024 var hun medarrangør af bogfestivalen Lille Bogdag.