Digtene i bloggen er skrevet af Pauline Jupin i forbindelse med udgivelsen af tidsskriftet ALLC#10 med temaet ÅND og er skabt ud fra elementer sendt med posten til Pauline Jupin af ALLC#10's læsere. Ved køb af ALLC#10 kan du selv få mulighed for at sende og modtage et digt.
Digtets Aand XI
Envelope n°11 from Mads M. opened July 2018
Contents:
1) Mads´ yellow card (Danish health insurance card)
2) an e-ticket trip summary and receipt for a trip from Denmark to Japan in March 2018
3) the business card of Yamaguchi Fukuko, owner of the Steak & House Oxon in Osaka
4) two bills for the amount of 2,820 yen
5) a patient information leaflet for the painkiller Dolol
6) a piece of paper resembling bark
7) a letter to Mads from the support center of One.com for the renewing of his hosting with the domain name madsmygind.dk
8) an essay written by a 7th grade student about things she likes and dislikes in life
'
The answer :
Til Mads og Maiken
CECI N’EST PAS UN HAÏKU
Not another 5-7-5
ou un Haïku qui a mal tourné / eller en haïku der kørte (gled) af sporet
Parfois
la vie
est un tacle glissé sous la pluie.
Et même si
la vie
est un tacle glissé sous la pluie,
et même quand
la vie
est un tacle glissé sous la pluie,
tenir.
Parfois
ceux que l’on aime
ne reconnaissent pas notre visage.
Et même si
ceux que l’on aime
ne reconnaissent pas notre visage,
et même quand
ceux que l’on aime
ne reconnaissent pas notre visage,
tenir.
C’est une question existentiellement syntaxique
syntaxiquement existentielle.
Comme
il y a
peut-être
un empire
avec d’autres signes,
un domaine
sous un autre nom
où la douleur
n’a pas d’entreprises
n’a pas de visa.
A-t-on pourtant jamais
fini d’être
touriste, d’être
client, d’être
patient, d’être
consommateur,
de se sentir
comme un arbre
au format papier
travesti
en arbre,
l’ombre de l’écorce de soi-même…
Parfois
toutefois
ceux que l’on aime
reconnaissent notre visage.
Parfois la vie est un tacle glissé au soleil d’après la pluie__________________
***** ******** *****
Nogle gange
er livet
en glidende tackling i regnen,
og selv hvis
livet
er
en glidende tackling i regnen,
og selv når
livet
er
en glidende tackling i regnen,
stå ved. (det)
Nogle gange
genkender dem vi elsker
ikke vores ansigt,
og selv hvis
dem vi elsker
ikke genkender vores ansigt,
og selv når
dem vi elsker
ikke genkender vores ansigt,
stå ved.(dem)
Det er et syntaksisk eksistentielt spørgsmål
et eksistentielt syntaksisk spørgsmål
Ligesom
der findes
måske
et imperium
med andre tegn
et domæne
under et andet navn
hvor smerten
ikke har nogle virksomheder
ikke har noget visum.
Er vi
dog
aldrig færdige med
at være
turist, at være
kunde, at være
patient, at være
forbruger, at føle os
som et træ
i papir format
udklædt
som et træ
barkens skygge af sig selv…
Nogle gange
genkender dem vi elsker
vores ansigt
trods alt.
Nogle gange er livet en glidende tackling i post-regn sol___________________
***** ******** *****
Sometimes
life
is a sliding tackle
in the rain,
and even if
life
is a sliding tackle
in the rain,
and even when
life
is a sliding tackle
in the rain,
hold on.
Sometimes
those we love
don’t recognize our face,
and even if
those we love
don’t recognize our face,
and even when
those we love
don’t recognize our face,
hold on.
It is an existential syntactic question
a syntactically existential question
As
there is
maybe
an empire
with other signs
a domain
under another name
where the pain
has business
has no visa.
Are we
though
ever done
being
tourist, being
client, being
patient, being
consumer, feeling like
a tree
in paper format
disguised
as a tree
the shadow of the bark of ourself.
Sometimes
those we love
recognize our face
anyway.
Sometimes life is a sliding tackle in the postrain sun______________________
Leave a comment